Cykelsporten har mange store øjeblikke, store stjerner og ikke mindst mange spektakulære arenaer.
Måske det mest berømte af dem alle, et barn med mange navne, elsket og frygtet af de fleste med hang til cykler. Alpe d´Huez er navnet. Vejen med de 21berømte hårnåle sving.
I forhold til mange andre sportsgrene, så har cykelsporten den fordel, at så snart Alberto Contador, Chris Froome og alle de andre har forladt arenaen, så må alle vi andre bruge asfalten.
Vi har mulighed for store oplevelser. Og den mulighed har drevet hele idéen om at bestige Alpe d´Huez på cykel.
Hele historien starter i oktober 2012. Tre mænd i deres bedste alder sidder over et rødvin og diskutere verdens situationen.
Pludselig lyder der: ”Jeg har sat mig et nyt mål. Jeg vil til september cykle op ad Alpe d´Huez til næste år. Er der nogen der vil med?”
Det blev i begyndelsen modtaget med en anelse mistro. Og undskyldningerne stod allerede i kø hos alle. Men da tanken var blevet vendt nogle gange, så var der tilmelding til turen.
De var nu to mand. Ja de kunne næsten kalde sig et” hold”.
Da de begge er venner af huset, så gik der ikke længe før jeg blev kontaktet i cykelbutikken.
Her blev planen lagt frem og der gik ikke mange minutter før jeg havde meldt mig på holdet.
Det lød for spændende til ikke, at melde til.
Jeg ville prøve lykken lidt nemmere. Nemlig på min el Mountain Bike.
Tre uger før afgang til Frankrig var det tid til, at tage stilling til mekanikken på cyklerne. Nemlig hvilken gearing der skulle vælges og monteres.
Når jeg skal anbefale gearing til min kunder, så er det meget vigtigt at man er helt ærlig omkring sin form. Nogle ryttere har stor muskelstyrke og kan træde en stor gearing. Andre har brug for mindre gear og høj kadence.
Men har man den mindste tvivl og er det første gang på stigninger. Så er det bedre med en relativ lav gearing.
Principia raceren er født med én 50-34 Compact krank, så valget faldt på at, vi monterede en 11-34 kassette bag.
For at det skulle skifte rigtigt, blev der også monteret en Shimano Deora XT bagskifter.
XT skifteren fungerer en anelse langsommere en de fleste racerskiftere, men pga. sin lange skifter arm, håndtere den helt optimalt de relativt store tandhjul på kassetten.
En løsning der kan anbefales.
Kildemoes Carbon cyklen fik også en grundig opgradering. Her monterede vi en 50-34 Compact kranksæt og en 11-32 kassette bag. Også her blev der valgt Shimano Deora XT skifter til at håndtere det hele.
Alt i alt, et godt sæt til den første gang man vil prøve at køre på 13% stigninger.
Min egen ”maskine” forblev som standart, da MTB cykler som udgangspunkt allerede er monteret med alle muligheder for lave gear.
To uger før vores afrejse til Frankrig var det tid til, at prøve det hele af. Nemlig på min bkool hometrainer i butikken.
Simulatoren kan sættes op til, at netop køre på Alpe d`Huez og der blev den formiddag trampet godt og grundigt i pedalerne.
Jeg måtte flere gange assistere med forplejning til rytterne, men begge ture op ad det – elektroniske – forjættede bjerg forløb helt rigtigt.
Begge ryttere klarede turen helt op. Begge på tiden 1.30 minutter. Ganske godt af to gutter der kun havde erfaring med bjerge fra TV2´Jørgen Leth.
Simulatoren er ikke virkelighed. Den kan ikke 100 % levere alt hvad man oplever ”derude”
Men det er et fantastisk stykke isenkram, der giver god træning. Og ikke mindst en klar indikering af den form man er i. Det er sikkert ikke sidste gang jeg ser de gutter på den.
Så er det bare med, at komme sydpå.
Vi pakker Cykelbutikkens varevogn med en næsten overdrevet bagage mængde.
Det er jo en herretur, så noget af det mest vigtige er jo naturligvis en Weber gasgrill.
Vores tre cykler bliver pakket omhyggeligt ind i tæpper og hvad vi ellers kunne finde på af bløde elementer. De skulle på ingen måde lide overlast på turen.
Lad mig med det samme slå fast. Turen til Alperne er lang for tre mand klemt sammen i en varevogn. Ca. 1800 kilometer bliver der kørt den aften og nat. Og jeg tror faktisk, at de var cyklerne der havde den bedste tur.
Men der bliver skiftet flittigt på pilot pladsen og humøret bliver holdt oppe hele vejen.
Og da bjergene pludselig dukker op som store mørke skygger ude i horisonten, så kom optimismen absolut tilbage. Vi var fremme.
Nysgerrigheden for at se det bjerge vi havde trænet så meget var ikke til at skjule. Opkørslen til det første sving lå lige foran os. Så som et ordentligt ”cykelhold” var det jo på sin plads, at tjekke ruten i bil først. Så vi bestemmer os for, at smutte en frisk tur op ad bjerget.
De indtryk og følelser der rammer os med det samme er overvældende. Faktisk noget vi alle vil huske længe.
Bjergvejen er langt mere stejl end noget billede eller TV transmission kan vise.
Vi kører det ene sving efter det andet. Og efter hvert sving kigger vi direkte ind i ny mur af asfalt.
Vi er begejstrede for alt hvad vi ser. Men ydmygheden overfor opgaven bliver mere og mere tydeligt i vores kommentarer. Alt ølstue snak om rekorder, hastigheder og høje gear er helt væk.
Vi bliver vist enige om, at komme op i god stand er rigeligt nu.
Det er sgu en stejl vej de har bygget de franskmænd.
Ved foden af Alpe d´Huez ligger vores camping plads. Vi har lejet en hytte som bliver vores hjem i de tre dage vores ophold varer. En camping plads der bestemt kan anbefales til alle.
Stille og fredeligt. Og med mulighed for telt, egen campingvogn eller leje af hytter.
Vi tjekker ind.
Efter vores første indtryk af bjerget har lagt sig, så presser nysgerrigheden igen på.
Vi kunne da lige prøve et par kilometer på bjerget inden aftensmaden. Bare lige for, at se hvor stejlt det egentligt føles.
Så med oprejst pande og udtrykket ”Hvor svært kan det være”, hopper vi på cyklerne.
Hvile, mad og almindelig opvarmning bruger vi ikke noget af.
Næ nej, vi begiver os straks i lag med den første stigning.
Lad mig sige det her kort og præcist. General prøven går ikke specielt godt.
Efter de to første sving er alt energi væk. Og cyklerne holder stille. Ikke så meget min el cykel, men racercyklen er stoppet med høj puls og lav moral.
Vi har netop gjort os en erfaring. Bjerg etaper uden uden mad og drikke og mere end 30 timer uden søvn er en dårlig idé. Alpe d´Huez straffer ubønhørligt et hvert uforberedt forsøg.
Vi triller lige så stille med ad bjerget igen og glæder os nu bare til aftensmad.
Alpe d´Huez ligger i de franske alper
Ud over det har lagt vej til Tour de France etaper 23 gange, så er det på toppen et stort skisports område. Med sine 1870 højde meter levere bjerget masser af vinteroplevelser.
Men fra forår til efterår er det absolut cyklisterne der dominere det smukke område.
Ruten der skal køres på Alpe d´Huez er en krævende opgave for de fleste cykel motionister.
Alt efter hvor man bestemmer at starte og stoppe, så er ruten 13-14 kilometer. Og med en stigning der variere mellem 7-13 %.
For at sige det rent ud, så starter stigningen i bunden ved byen Bourg-d´Oisans. Og flader på intet tidspunkt ud. Det er stejlt som bare pokker !
Men det er cyklisternes mekka. Faktisk kører der i højsæsonen, 600-800 brave ryttere op ad bjerget hver eneste dag.
Og for mange af dem, er det ikke første gang de nyder turen.
Træning.
Med bjergets profil i tankerne, så er træning nødvendig. Og gerne masser af træning.
Vinteren var i år utrolig lang. Så racercykler var i starten ikke en mulighed. Derimod har Mountain Bikes lige det der skal til. Så i hele vinter perioden blev der trænet på knop dæk.
Os der nu er så heldige, at bo i eller omkring Hobro har en fordel. Vi bor faktisk i et hul. Og det gør så det, at vi har bakker alle steder. Så de to cykelryttere har sikkert kunnet ses trampe op ad Skivevejen mange kolde vinteraftener.
I min butik har jeg også en cykel-simulator. Et ganske smart apparat der simulere belastning på din valgte rute. Imens hele turen bliver vist på stor skærm.
Den blev også brugt til at teste formen undervejs.
Dagen efter er situationen en helt anden. Vi er alle udhvilede efter en god nats søvn.
Humøret er højt og morgenmaden bliver indtaget mens snakken går over bordet.
Vi glæder os meget til at klatre op ad bjerget. ”Hvor svært kan det være” er tilbage.
Alt bliver tjekket en sidste gang. Cyklerne er i topform.
Det skulle jo nødigt hedde sig, når gutterne har sin egen cykelsmed med.
Det helt nye Merida cykeltøj bliver iført og der blandes energi drik på livet løs.
Da alle mand er klar, bliver der varmet op. Vi tager ca. 5 kilometer med rundt omkring byen.
Herefter er det bare af sted mod opkørslen som vi hurtigt når frem til.
Nu går det stejlt opad.
Ruten starter meget stejlt og har faktisk nogle af sine sværeste stigninger på de første 3-4 kilometer.
Og her er det meget vigtigt, at det rigtige gear bliver fundet med det samme.
De erfaringer vi indsamlede fra andre, siger alle: ”Start stille og roligt.”
Vi følger det råd, og kører stille og roligt op mod første sving. Sving nummer 21.
Det går godt. Vi ligger på ca. 8 kilometer i timen.
Otte kilometer i timen er et godt stykke fra Marco Pantanis gennemsnits fart på 23 kilometer i timen. En rekord der blev sat i 1995. Og har stået lige siden.
Første sving nås endeligt. Alle sving har en et skilt med nummer og navn på den Tour rytter der har vundet på bjerget. Dette sving bærer den italienske rytter Fausto Cobbis navn.
Vi skal videre mod sving nummer 20. Det er utroligt stejlt nu. Og der er langt til svinget. Faktisk kan man slet ikke se hvor og hvornår det kommer.
Men det går godt nu. Alle mand har fundet en rytme nu og der kan både grines og tales igen.
Ikke for meget selvfølgelig. Det er jo alvorligt det her.
Området er utroligt at smukt at kigge på. Allerede efter få kilometer er man højt oppe over byen i dalen. En dal der er omkranset af høje bjerge, lige meget hvor man kigger hen.
September vejret er med os. Solen bager ned og de 30 grader er snart på sit højeste.
Vi cykler alt hvad vi kan. Det ene sving tager det andet. Vi er godt kørende og bliver faktisk ikke overhalet af så mange som vi nok havde forventet.
En nysgerrig franskmand gør os følge et stykke vej og smiler bredt da han får øje på min el-cykel.
Da vi stadig ”kun” kører 8 kilometer i timen mister han tålmodigheden og stikker af med et ”See you at the top”
Turen op ad bjerget er hård. Ingen tvivl om det. Men det er en fantastisk oplevelse for alle sanser.
Og hvis man har overskuddet, så skal man huske at kigge ud over det landskab man kører i.
Det findes næsten ikke flottere.
Vores valg af gearing holder stik. Mange andre ryttere kører med langt højere gear og skyder sagtens mellem 10-15 kilometer i timen. Men for os viser det sig helt rigtigt.
Tiden siger nu 1:20 på cykelcomputeren. Vi nærmer os det længe ventede sving nummer 1.
By Alpe d´Huez ligger lige foran med alle sine hoteller og skilifte.
Det er så tæt på, at man næsten kan røre det. Men vi mangler lige den sidste stigning.
Den er stejl og bjerget giver os lige den sidste lussing inden vi er i mål.
Men vi klarer også den!
Målet er nået. Og sikke en fantastisk følelse.
Tiden siger 1:31. Langt fra Marco Pantanis rekord til på 36:50 minutter. Men vi glæder os nok endnu mere end han gjorde. Vi er godt tilfredse.
Efter en times tid på toppen er vi klar til nedkørslens. Noget vi har fået en del velmenende advarsler om. Det går stærkt hvis man slipper det hele.
Efter en forsigtig start med en del bremsen, bliver man mere dus med det.
Og efter ganske få sving bliver det bedre og bedre. En af gutterne passere 68 km/t, og nyder det i fulde drag.
Nedkørslen er et adrenalin kick. Det er en fantastisk følelse at suse ned af bjerget og tænke på, at man for en time siden kom små slingrende op lige her. En oplevelse man med den rette fornuft og forsigtighed - ikke skal snyde sig selv for..
Vi ankommer alle i god stil til camping pladsen ved foden af bjerget. Glade, stolte over at vi faktisk lige har klatret op ad ”Myternes bjerg – Alpe d´Huez”
